Celina Bach-Møller | Administrerende direktør
Fejl. De fleste revisorer afskyr fejl. Det er som at stikke Superman et stykke kryptonit eller servere hvidløgsflute for Dracula. Revisorer er fejlfindere, fejlrettere – ja, måske endda fejlhadere. Derfor genkender mange revisorer splitsekundet af tøven i det sidste museklik, som indberetter regnskabet elektronisk til Erhvervsstyrelsen.
For sæt nu, at der er fejl i regnskabet. Ikke kun fejl, som går igennem og derfor svier lidt i den professionelle stolthed. Nej, fejl, som får regnskabet afvist, så det er nødvendigt at rette, gå bodsgang til bestyrelsen med pennen i hånden og indberette igen.